Hvad er stress?
Hvad pokker er stress?! Alle går rundt og føler sig stressede – men er de det? Er du stresset?
Her kommer først nogle link til mine blogindlæg om stress. Nedenfor dem. kan du læse om de forskellige for for stress, fakta om stress og meget andet.
Helenas blogindlæg omkring stress:
– klik på linket
- Har du Corona kuller?
- TO DO lister
- Hvordan føles det at være stresset?
- En milepæl
- 10 gode råd om stress
- Er du en multitasker?
- Søvn
- Bruger du naturen?
- Er du doven?
- Mit eget citat
______________________________________________________________________________
Definitionen på stress:
Man kan definere stress som en belastningstilstand, som både kan være psykisk og fysisk. Belastningstilstanden opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har – eller oplever, at han eller hun har.
Biologisk set er stress både gavnligt og hensigtsmæssigt for kroppen – cirka den første time… og herefter ophøre den gavnlige virkning. Derfor er der stor forskel på kortvarig stress/travlhed og langvarig stress.
Psykiatrifonden kan forklare det meget bedre end mig og de har her lavet en beskrivelse af, hvad der sker, når du oplever stress: (link)
”Hvad sker der, når man bliver stresset?
Når man er stresset, viser kroppen forskellige karakteristiske tegn, ligesom adfærden ændres. Kortvarig stress er ikke en belastning, man bliver syg af, så længe der efterfølgende er plads til at genoprette balancen imellem krav og ressourcer.
Under en akut stressreaktion sættes kroppen øjeblikkeligt i alarmberedskab og gør klar til kamp eller flugt. Hormonet adrenalin frigives i store mængder i løbet af ganske få sekunder. Frigivelsen af adrenalin påvirker kredsløbet, så blodtrykket og hjertefrekvensen stiger, og musklerne gør sig klar til at yde det optimale.
Samtidig stiger antallet af blodplader, som bl.a. er medvirkende til, at blodet kan størkne. Et andet hormon, som udskilles i en stresstilstand, er kortisol. Kortisol gør blandt andet, at man kan vågne om morgenen og falde i søvn om aftenen, og gør kroppen i stand til at bekæmpe infektioner. Dette kommer fx til udtryk, hvis man op til en eksamen småskranter med ondt i halsen og så oplever, at smerterne i halsen forsvinder lige før eksamen. Kroppen gør således sit til, at man for en kort tid kan yde sit bedste.
Når man bliver stresset stiger kortisolniveauet. Men den gavnlige effekt af både adrenalin og kortisol gælder kun, når stressbelastningen er kortvarig. Hvis man igennem længere tid har et forhøjet adrenalin- og kortisolniveau, stopper den gavnlige effekt, og immunforsvaret svækkes. Den høje puls og blodtryksstigningen øger risikoen for åreforkalkning og blodpropper. Ophobet kortisol reducerer bl.a. vores evne til at huske. Det sker, fordi bestemte områder i hjernen skrumper, specielt hippocampus, der ligger tæt ved hypotalamus.
Kroppen udskiller normalt adrenalin og kortisol i passende mængder, men når der for en tid udskilles ekstraordinært meget adrenalin og kortisol, er det vigtigt, at det overskydende omdannes i hjernen ved fx hvile, motion og pauser.”
Det er den videnskabelige forklaring på stress og hvad der sker i din krop, når du er stresset.
Langvarig stress
Langvarig stress opstår, når der er ubalance mellem de udfordringer, du står overfor, og dine muligheder for at håndtere dem.
Årsager til langvarig stress kan være:
Alvorlige begivenheder i dit liv
Belastninger på arbejdet og/eller i privatlivet
Manglende fritid og hvile
Ofte skyldes langvarig stress, at man er belastet på flere livsområder samtidig. Både du og dine omgivelser skal være opmærksomme på, at langvarig stress over en længere periode kan gøre dig alvorligt syg.
Vi er mange
Jeg har læst, at hver tiende erhvervsaktive dansker er så stresset i sin dagligdag, at det går ud over evnen til at arbejde og fungere normalt i det hele taget. Der er ingen tal for konsekvenserne heraf, men flere hundrede tusinde mennesker har genererende stresssymptomer og har derved øget risiko for især depression, hjertekarsygdom og for at få forværring af en i forvejen bestående sygdom.
Vi skal være bedre til, at passe på os selv og på hinanden. Det er det jeg forsøger med denne hjemmeside. At hjælpe dig med at passe på dig selv.
Hvem kan hjælpe dig?
Har du stress, er der mange steder du kan henvende dig.
Din læge er et godt sted at starte. Her kan du muligvis få en henvisning til en psykolog eller anden behandler.
Der findes grupper på Facebook for stress ramte, hvor man hjælper og støtter hinanden med stort og småt eller bare lukker sine frustrationer ud. Uden nogensinde at mødes.
Du er velkommen i den lukkede gruppe, jeg har stiftet på facebook: Os med stress
Du vil uden tvivl også møde en konsulent fra kommunens jobcenter, hvis du er sygemeldt med stress. I nogle kommuner kan de hjælpe dig til samtaler med en stresscoach. Er du medlem af en fagforening, kan du ringe og spørge, hvad de har af muligheder for at hjælpe dig. Har du en sundhedsforsikring – enten en du selv har tegnet eller gennem din arbejdsplads, kan de også hjælpe og det er ganske gratis.
Du kan ikke gøre det alene
Du har behov for hjælp.
Ingen kan klare sig igennem et stressforløb alene. Brug den professionelle hjælp der er mulighed for, som nævnt i ovenstående.
Brug dit netværk, din familie og nære venner. Du har brug for al den opbakning de kan give, når tingene er svære og du ikke kan se en vej ud af dit stresshelvede. Nogle er gode til moralsk opbakning og andre er gode til at hjælpe med alt det praktiske, som du ikke kan overskue.
Tag imod det og lad folk hjælpe dig.
For nogen af os, er det rigtig svært at tage imod hjælp fra andre – og måske er det derfor, vi er ramt af stress. Men det vil være en rigtig god ide, at starte med øve dig på at tage imod hjælp og måske endda også bede om hjælp. For du kan ikke gøre alt selv.
Erkend det…
Jo før, jo bedre. Dette er skrevet i den mest kærlige og omsorgfulde mening. For jeg vil rigtig gerne hjælpe dig – til at hjælpe dig selv.
Jeg hepper på dig 🙂
______________________________________________________________________________
______________________________________________________________________________
Kærligst Helena
Find gruppen ”Os med stress” på facebook og tilmeld dig lige her
