Hvad gør du for ikke at blive skør i denne Coronakrise?
Jeg er meget opmærksom på at fylde positive og gode oplevelser eller gøremål i mine hverdage her under corona krisen. Hvis ikke jeg gør det, er jeg bange for at jeg får seriøse tilbagefald og bukker helt under for stressen igen. Og det vil jeg på alle mulige måder forsøge at forhindre. Derfor gør jeg nogle af de ting jeg ved der virker. De virker for mig. Måske kan noget af det give dig inspiration.
At gå en tur
Jeg går ture ved havet eller i naturen. Hvis du følger med i min story på instagram, har du sikkert bemærket rigtig mange billeder af skov og strand den sidste månedstid. Det er min overlevelse. At få frisk luft og bevælgelse af kroppen, sænker skuldrene og min krops stressniveau betydeligt. Nogle dage hvor stressniveauet er ekstra højt, kan jeg godt gå to gange på en dag. At gå lange ture er det eneste, jeg har afprøvet, som er effektivt for mig og som mærkes med det samme.
Mindfulness
Mindfulness er en anden ting, som jeg har skruet op for under denne lockdown. Jeg har de sidste par år brugt mindfulness on and off. Men jeg ved, det virker og derfor har jeg øvet mig i at gøre det til en daglig praksis i denne periode. Hver aften inden jeg skal sove bruger jeg 5 – 10 min på en mindfulnessøvelse. På denne måde slipper jeg alle bekymringstankerne, trækker vejret helt ned i maven og får tømt hovedet. Det gør, at jeg ret hurtigt falder i søvn, hvad jeg ellers ikke ville ha’ gjort.
Corona sysler
Corona sysler er et helt nyt begreb og en af de helt hotte ting på sociale medier er, at lave sin egen surdej (hvilket er smart, når der er mangel på gær). Dette er dog ikke en af de ting, jeg har kastet mig over, men derimod har jeg fundet stor fornøjelse i at plukke urter og vilde blomster i naturen til at fremstille både spiselige og uspiselige ting af 🙂
De uspiselige ting er ikke fordi produktionen gik galt, men fordi det ikke er meningen, at man skal spise dem. Jeg har nemlig fremstillet min egen hudsalve, mine egne læbepomader med kamille, bellis, lavendel mm. Det er super sjovt at sætte sig ind i denne, for mig, nye fagre verden – og så elsker jeg, at det er med tanke på miljø og vores smukke natur.
Så når nogen kaster sig over surdej og strikketøj, fyrer jeg op under gryderne med urter, som en moderne Hexia de Trix 🙂
Hvad gør du for ikke at få corona kuller?
Kærligst
Helena