Underforstået – en rigtig dårlig dag – en dårlig start på ugen.
Mandagsblues, kaldes det også. Den første arbejdsdag efter weekenden, hvor du bare ikke har noget energi og synes det hele er lidt småtræls.. Manden er vrissen, ungerne trætte og I skal lige ind i rytmen igen.
Er din mandag dårlig – så gør den god!
Gør noget godt for dig selv, vær ekstra omsorgsfuld og forkæl dig selv. Det er okay at have det sådan, men se om ikke du kan ændre dit mindset og rette op på den manglende energi og din lyst til at gå i gang med ugen.
Tænd stearinlys og sæt din yndlingsmusik på, mens du spiser morgenmad. Tag din yndlingsparfume på, gør lidt ekstra ud af din makeup og find yndlingstøjet frem – ikke joggingtøjet, men det hvor du ser brandgodt ud. Kys manden og kram børnene ekstra meget. Og gå så ud og spark dagen i gang.
Når du har fri, skal du blive ved med at forkæle dig selv. Gør lige det der ekstra som gør, at du synes, det hele er lidt mere lækkert. Køb god mad – måske skal det være din nye regel for dig selv. At mandag aften skal der super lækker mad på bordet. Noget alle glæder sig til. I stedet for kun at gøre det fredag eller lørdag. På den måde kan mandagen blive noget, man glæder sig til.
Et lidt sjovt eksempel fra mit eget liv.
For mange år siden syntes jeg altid at søndag eftermiddag og aften var lidt øv-agtige. Jeg begyndte, at forberede mig til ugen og jobbet mandag, så den mindende mest af alt om en arbejdsdag – i hvert fald i mit hoved.
Lige indtil den dag de begyndte at sende rejseholdet på TV søndag aften kl. 20. Lige pludselig glædede vi os til søndag aften, vi hyggede lidt ekstra og alt andet gled i baggrunden.
Bare pga. en tv-serie!
Da fik jeg øjnene op for, hvor lidt der egentlig skal til, for at få en god dag. Hvor lidt vi nogle gange behøver ændre for at lave en lidt halv-træls dag om til en god dag. Og hvor stor en forskel det gør for vores mentale sundhed.
Vi du gøre det samme?
Se på dine dage. Er der nogle, du glæder dig mindre til end andre? Kan du gøre noget, som får dagen til at blive bedre? Køb blomster til dig selv hver mandag, tag take away med hjem den dag, gå en tur i smukke omgivelser eller bag en kage, hvis det er det, der gør dig glad.
Du skal bare finde det, der gør dig glad – og drys det ud over de dage, der trænger til det 😉
Jeg er sikker på, det vil gøre en forskel.
Ikke mere mondayblues.. Mandag er skøn! Ligesom dig.
Kærligst Helena

Billede af Надежда Дягилева fra Pixabay